-
Flere p-vagter indsættes i det centrale København
Source: BDK Finans / 11 Jan 2025 13:48:09 America/New_York
Det er med at holde sig inden for stregerne, hvis man fremover vil undgå en p-bøde i indre København. Københavns Kommune skruer nemlig op for antallet af p-vagter i Middelalderbyen, skriver DR. De flere p-vagter indsættes, fordi bilister fortsat parkerer i båse, som Københavns Kommune sidste år nedlagde for at gøre plads til fodgængere og cyklister i Københavns ældste bydel. Kommunen har set gennem fingrene med de forbudte parkeringer indtil nu, hvor grebet strammes. Henriette Hall-Andersen, områdechef for Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune, siger til DR, at man går over til »daglig drift« med p-vagter i Middelalderbyen på lige fod med andre steder i byen. Vil man undgå en ubehagelig overraskelse i forruden, skal man som bilist kun parkere i markerede båse, når man stiller bilen fra sig i Middelalderbyen. Parkeringer uden for en afmærket bås strider mod de nye regler, dog er af- og pålæsning fortsat tilladt. Den gamle bydel indrammes af H.C. Andersens Boulevard, Nørre Voldgade, Gothersgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal og omfatter også Slotsholmen. Københavns Kommune har nedlagt 525 p-pladser i Middelalderbyen, og planen er at nedlægge yderligere 75 ifølge DR. Middelalderbyen havde i udgangspunktet cirka 1.050 parkeringspladser, og dermed er antallet af parkeringspladser mere end halveret. https://www.berlingske.dk/dine-penge/flere-p-vagter-indsaettes-i-det-centrale-koebenhavn